Sådan kvæler velfærdsstaten dansk iværksætteri

Der bliver så ofte talt om, at Danmark skal være et “iværksætterland”. Derfor finder politikerne også med jævne mellemrum på nye tiltag, som skal få flere danskere til at kaste sig ud i iværksætteriet.

Problemet er blot, at vi ikke kan blive et iværksætterland, når vores stat er indrettet på en måde, så den tager virkelysten fra borgerne. Vores altdominerende velfærdsstat er desværre som skabt til at kvæle iværksætteri.

Det kan selv ikke de mest opfindsomme politiske påfund gøre noget ved, og derfor er der behov for et strukturelt opgør med den omsiggribende velfærdsstat, hvis politikerne virkelig vil gøre alvor af, at Danmark skal være et iværksætterland.

For øjeblikket kan man desværre blot konstatere, at antallet af iværksættere er faldende.

Og mens antallet af iværksættere er faldende, har velfærdsstaten vokseværk.

I dag er det to tredjedele af den danske vælgerbefolkning – svarende til 3 millioner mennesker, der er økonomisk afhængige af statskassen. I 1970 var det tal kun en million.

Af de 3 millioner, der i dag lever af statskassen, er 2,2 millioner på overførselsindkomst, mens 800.000 er statsligt ansatte.

Os, der ikke lever af statskassen, betaler gildet. Vi bliver nemlig afkrævet tæt ved 50 procent af vores indkomst i skat, og mange af os betaler endda mere.

Som konsekvens af velfærdsstatens vokseværk har Danmark verdens højeste skattetryk.

Dette rekordhøje skattetryk afholder mange fra at kaste sig ud i iværksætteriet. Der er ikke meget sjov ved at satse hele butikken og arven fra mormor, når skattefar alligevel kommer og tager det meste af overskuddet.

Hvis man da overhovedet når så langt, at man kommer i gang og får genereret et overskud.

Velfærdsstaten har nemlig også udviklet sig til en regelstat, der stadigt mere nidkært dikterer, hvordan det skal foregå, når man skal starte en virksomhed, og hvordan man må drive sin virksomhed, når man endeligt er kommet i gang.

Nogle af reglerne er sikkert velmente, men når regelmængden er vokset fra lidt under 7 millioner ord i 1989 til tæt ved 21 millioner ord i 2020, er der noget helt galt.

Så mange regler fører intet godt med sig.

Mange iværksættere kan da også fortælle molbo-agtige historier om, hvordan regeltyranniet ofte er en snubletråd, når man vil skabe og vækste noget. Jeg har stor respekt for alle, der magter at navigere gennem den bureaukratiske jungle, men jeg forstår også godt, hvorfor de mange og ofte uigennemskuelige regler kan tage modet fra mange.

Velfærdsstatens gør således livet unødigt svært for iværksættere. At den så omvendt gør livet tilsvarende lettere for såvel statsligt ansatte som folk på overførselsindkomst, er kun med til at kvæle iværksætteriet yderligere.

Under coronakrisen blev det endog meget tydeligt, at velfærdsstatens A-hold består af alle statens egne folk, mens iværksætterne er henvist til B-holdet. Statsligt ansatte var sikret løn og job, mens iværksættere måtte lide under tvangslukninger og vidtgående restriktioner.

Blev man ramt af politikernes vidtgående restriktioner, var der kun utilstrækkelige og ofte bureaukratiske ordninger med “hjælpepakker”, som trådte i stedet for en reel erstatning.

Selv i hverdagen uden corona er overførselsydelser som kontanthjælp og dagpenge herhjemme nu ved at nå et niveau, hvor det ifølge økonomer ikke længere kan betale sig at arbejde, endsige lave iværksætteri.

Det er i forvejen hårdt at være iværksætter – særligt i Danmark – og når man så samtidig kan se sin tidligere studiekammerat, der fra dagpengesofaen tjener flere penge end en selv, kan det tage iværksætterlysten fra mange.

At 8 ud af 10 af de største danske iværksættersucceser – ofte kaldet “unicorns” – fra dette årtusinde er flygtet til udlandet, sætter yderligere to streger under, at Danmark bare ikke er et godt sted at være som iværksætter.

Flere politikere, erhvervsfolk og meningsdannere har råbt op om denne enhjørningeflugt, men et quick fix er ikke i sigte.

Velfærdsstatens tilhængere – og dem er der mange af i Danmark – vil grine af bekymrede iværksættere, der råber op om høje skatter og vildtvoksende bureaukrati.

Det skyldes, at velfærdsstatens tilhængere oftest selv er statsligt ansatte eller på overførselsindkomst. De er i hvert fald kun sjældent iværksættere.

De er til en vis grad undskyldt. Vi er alle blevet flasket op i, med og af velfærdsstaten. Derfor er vi blinde over for dens dårligdomme – og over for, at der overhovedet findes alternativer.

Ikke desto mindre er det vigtigt at påpege, at velfærdsstaten ikke kun er en rosenrød socialistisk drøm. Den medfører også en lang række negative konsekvenser.

En af disse er, at iværksætteriet kvæles.

Og når iværksætterlysten dør, er det ikke kun dårligt for væksten. Iværksætteri er nemlig andet og meget mere end en vækstmotor, der skaffer penge til statsmaskineriet.

Iværksætteri er en måde for mennesker at udleve deres drømme og få afløb for deres virkelyst. Når vi indretter vores stat på en måde, som kvæler virkelysten hos borgerne, tager vi noget af det fineste i livet fra dem.

Hvis man mener, at velfærdsstaten er så god, at den er værd at ofre iværksætteriet og borgernes virkelyst for, må man selv om det.

Men man skal ikke prøve at bilde sig selv ind, at Danmark både kan være et iværksætterland og en vildtvoksende velfærds- og regelstat. Og så bør man heller ikke begræde det, hvis iværksætteriet en dag helt dør, og der til sidst ikke er nogen til at betale for statsmaskineriet.

Det vil i så fald kun være en naturlig konsekvens af den måde, man har valgt at indrette samfundet på.

Der er dog stadig mulighed for at rette op og skabe bedre forhold for dansk iværksætteri.

Men det kræver, at vi tør tage et strukturelt opgør med velfærds- og regelstaten, så der bliver skabt plads til, at iværksætteriet kan udfolde sig, og virkelysten kan få lov at trives hos borgerne.

Klumme oprindeligt udgivet på Dontt.dk den 14. oktober 2021.

Læs med her.