Her er 4 gode grunde til, at minkskandalen bør føre til en rigsretssag

Foto: Shutterstock

Minkskandalen er Danmarkshistoriens største politiske skandale og bør ende med en rigsretssag.

Det er snart et år siden, at statsminister Mette Frederiksen på direkte TV gav sin ulovlige ordre om at aflive alle danske mink for at slå en mutation af coronavirus ned.

Siden tvang Mette Frederiksen og regeringen med hjælp fra politi og militær de ulovlige aflivninger igennem – på trods af, at de udmærket var klar over, at de var i gang med at gøre noget ulovligt.

Det kan synes mærkeligt, men en stor del af befolkningen ser ikke noget problem i at have en regering, der bryder loven.

Det kan også undre, at regeringens støttepartier – Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre – har holdt hånden over regeringen og dermed blåstemplet dens grundlovsbrud.

Den eneste trøst er, at Minkkommissionen i denne måned langt om længe har påbegyndt sit arbejde. 

Samtidig med de voldsomme afsløringer, som kommissionen allerede til de første afhøringer har afdækket, har Folketinget foretaget to advokatundersøgelser af minkskandalen, som ligeledes kommer med alvorlige afsløringer.

Det begynder altså at trække op til en rigsretssag mod regeringen.

Men da en stor del af befolkningen ikke kan se behovet for en sådan rigsretssag, kommer her en opsamling med 4 gode grunde til, at minkskandalen bør ende i en rigsretssag.

Lad os håbe, at det giver stof til eftertanke.

Man kan givetvis komme på langt flere gode grunde, og har du selv noget på hjerte i denne sag, er du velkommen til at sende Indblik et debatindlæg med dine tanker via linket her.

1) En rigsretssag er det eneste, der kan give os klare svar

Når almindelige mennesker bryder loven, fører det typisk til en helt almindelig retssag. Men når ministre bryder loven, er en rigsretssag vores eneste middel til at få prøvet sagen ved en domstol og få klare svar.

Det bør altid være op til domstolene at dømme folk skyldige eller uskyldige, men med en rigsretssag er der det specielle, at det er op til et politisk flertal at beslutte, om der overhovedet skal rejses en sag.

Hidtil har støttepartierne fredet regeringen, ligesom Socialdemokratiet selv har frakendt sig al skyld.

Men selv socialdemokrater bør have en interesse i, at minkskandalen ender med en rigsretssag. Er regeringen virkelig så uskyldig, som den påstår, er det kun en rigsretssag, der kan rense den for alle anklager.

At regeringen ikke har lyst til at blive stillet for Rigsretten tyder på, at den godt ved, at der er noget strafbart at komme efter.

Uanset hvad har den danske befolkning – og det danske demokrati – krav på at få den afklaring, som kun en rigsretssag kan give os.

2) Grundloven er blevet brudt

Centralt i minkskandalen har været anklagerne om, at ordren om at aflive alle minkene var grundlovsstridig.

Selvom særligt Socialdemokratiet selv har anfægtet disse anklager ihærdigt, tyder stadigt mere på, at Grundloven blev brudt i minkskandalen.

Det er i hvert fald, hvad landets førende juridiske eksperter siger. Senest har tre juraprofessorer fra Københavns Universitet gennemgået minkskandalen minutiøst i tidsskriftet Juristen. 

Deres konklusion er klar: Regeringen brød Grundloven på hele tre punkter, da den beordrede alle danske mink aflivet og senere pressede ordren igennem.

Læs mere om deres vurdering her.

Grundloven er fundamentet for vores demokrati og retsstat, og derfor har vi ikke råd til at sidde grundlovsbrud overhørig. I hvert fald ikke, hvis vi ønsker at værne om vores demokrati og retsstat.

3) Regeringen brød loven med åbne øjne og ignorerede fagkundskaben

Afhøringerne i Minkkommissionen er næsten kun lige begyndt, men allerede nu er afsløringerne væltet frem.

Således er det bl.a. kommet frem, at regeringstoppen på forhånd var orienteret om, at det ville være ulovligt at aflive alle danske mink.

Med andre ord brød regeringen loven med åbne øjne, da den på pressemødet den 4. november 2020 beordrede alle mink aflivet.

Derudover er det kommet frem, at Fødevarestyrelsen ikke anbefalede at aflive alle danske mink.

Altså: Regeringen vidste, at den brød loven ved at beordre alle danske mink aflivet, og den vidste, at de faglige myndigheder ikke anbefalede det. 

Når regeringen alligevel tvang beslutningen igennem, tilfalder det fulde ansvar Mette Frederiksen og hendes ministre – og dem alene.

Derfor bør en rigsretssag kulegrave hele regeringens ageren i skandalen, så vi kan få placeret ansvaret i sagen.

4) Regeringen tilbageholder oplysninger

Det er ingen hemmelighed, at regeringen ikke er glad for at stille op til kritiske interviews, og Mette Frederiksen har da også for nyligt nægtet overhovedet at udtale sig om minkskandalen over for Indblik.

Dog viser to nylige advokatundersøgelser fra Folketinget, at regeringen går længere end blot at undvige den kritiske presse. 

Mette Frederiksen og co. har nemlig tilbageholdt afgørende oplysninger i minkskandalen, bl.a. om politiets omstridte actioncards.

Regeringen har antageligvis tilbageholdt disse oplysninger i et forsøg på at redde sig selv, men nu skal Minkkommissionen også undersøge de ulovlige actioncards.

Det har et flertal i Folketinget nu besluttet.

Når vi har en regering, der afholder pressen, politiske kolleger og offentligheden fra at få indsigt i de reelle forhold i minkskandalen, gør det kun en rigsretssag desto mere vigtig. Her kan alt nemlig komme frem i lyset – også det, som regeringen helst vil holde skjult.

Vi har lige nu en regering, der med åbne øjne har brudt loven og som i et år nu har forsøgt at dække over sit grundlovsbrud. Det er en gåde, at regeringen har kunnet slippe af sted med det indtil nu. Og det er simpelthen ikke et demokrati værdigt.

Derfor må vi håbe, at Folketingets politikere formår at være deres demokratiske ansvar voksent, når Minkkommissionen er færdig med sit arbejde til næste år.

Minkskandalen er Danmarkshistoriens største politiske skandale og bør ende med en rigsretssag. Hvis ikke det sker, er skandalen kun blevet desto meget større.

Leder oprindeligt udgivet på Indblik.dk den 20. oktober 2021.

Læs med her.

Udgivet
Kategoriseret som Ledere

Sådan kvæler velfærdsstaten dansk iværksætteri

Der bliver så ofte talt om, at Danmark skal være et “iværksætterland”. Derfor finder politikerne også med jævne mellemrum på nye tiltag, som skal få flere danskere til at kaste sig ud i iværksætteriet.

Problemet er blot, at vi ikke kan blive et iværksætterland, når vores stat er indrettet på en måde, så den tager virkelysten fra borgerne. Vores altdominerende velfærdsstat er desværre som skabt til at kvæle iværksætteri.

Det kan selv ikke de mest opfindsomme politiske påfund gøre noget ved, og derfor er der behov for et strukturelt opgør med den omsiggribende velfærdsstat, hvis politikerne virkelig vil gøre alvor af, at Danmark skal være et iværksætterland.

For øjeblikket kan man desværre blot konstatere, at antallet af iværksættere er faldende.

Og mens antallet af iværksættere er faldende, har velfærdsstaten vokseværk.

I dag er det to tredjedele af den danske vælgerbefolkning – svarende til 3 millioner mennesker, der er økonomisk afhængige af statskassen. I 1970 var det tal kun en million.

Af de 3 millioner, der i dag lever af statskassen, er 2,2 millioner på overførselsindkomst, mens 800.000 er statsligt ansatte.

Os, der ikke lever af statskassen, betaler gildet. Vi bliver nemlig afkrævet tæt ved 50 procent af vores indkomst i skat, og mange af os betaler endda mere.

Som konsekvens af velfærdsstatens vokseværk har Danmark verdens højeste skattetryk.

Dette rekordhøje skattetryk afholder mange fra at kaste sig ud i iværksætteriet. Der er ikke meget sjov ved at satse hele butikken og arven fra mormor, når skattefar alligevel kommer og tager det meste af overskuddet.

Hvis man da overhovedet når så langt, at man kommer i gang og får genereret et overskud.

Velfærdsstaten har nemlig også udviklet sig til en regelstat, der stadigt mere nidkært dikterer, hvordan det skal foregå, når man skal starte en virksomhed, og hvordan man må drive sin virksomhed, når man endeligt er kommet i gang.

Nogle af reglerne er sikkert velmente, men når regelmængden er vokset fra lidt under 7 millioner ord i 1989 til tæt ved 21 millioner ord i 2020, er der noget helt galt.

Så mange regler fører intet godt med sig.

Mange iværksættere kan da også fortælle molbo-agtige historier om, hvordan regeltyranniet ofte er en snubletråd, når man vil skabe og vækste noget. Jeg har stor respekt for alle, der magter at navigere gennem den bureaukratiske jungle, men jeg forstår også godt, hvorfor de mange og ofte uigennemskuelige regler kan tage modet fra mange.

Velfærdsstatens gør således livet unødigt svært for iværksættere. At den så omvendt gør livet tilsvarende lettere for såvel statsligt ansatte som folk på overførselsindkomst, er kun med til at kvæle iværksætteriet yderligere.

Under coronakrisen blev det endog meget tydeligt, at velfærdsstatens A-hold består af alle statens egne folk, mens iværksætterne er henvist til B-holdet. Statsligt ansatte var sikret løn og job, mens iværksættere måtte lide under tvangslukninger og vidtgående restriktioner.

Blev man ramt af politikernes vidtgående restriktioner, var der kun utilstrækkelige og ofte bureaukratiske ordninger med “hjælpepakker”, som trådte i stedet for en reel erstatning.

Selv i hverdagen uden corona er overførselsydelser som kontanthjælp og dagpenge herhjemme nu ved at nå et niveau, hvor det ifølge økonomer ikke længere kan betale sig at arbejde, endsige lave iværksætteri.

Det er i forvejen hårdt at være iværksætter – særligt i Danmark – og når man så samtidig kan se sin tidligere studiekammerat, der fra dagpengesofaen tjener flere penge end en selv, kan det tage iværksætterlysten fra mange.

At 8 ud af 10 af de største danske iværksættersucceser – ofte kaldet “unicorns” – fra dette årtusinde er flygtet til udlandet, sætter yderligere to streger under, at Danmark bare ikke er et godt sted at være som iværksætter.

Flere politikere, erhvervsfolk og meningsdannere har råbt op om denne enhjørningeflugt, men et quick fix er ikke i sigte.

Velfærdsstatens tilhængere – og dem er der mange af i Danmark – vil grine af bekymrede iværksættere, der råber op om høje skatter og vildtvoksende bureaukrati.

Det skyldes, at velfærdsstatens tilhængere oftest selv er statsligt ansatte eller på overførselsindkomst. De er i hvert fald kun sjældent iværksættere.

De er til en vis grad undskyldt. Vi er alle blevet flasket op i, med og af velfærdsstaten. Derfor er vi blinde over for dens dårligdomme – og over for, at der overhovedet findes alternativer.

Ikke desto mindre er det vigtigt at påpege, at velfærdsstaten ikke kun er en rosenrød socialistisk drøm. Den medfører også en lang række negative konsekvenser.

En af disse er, at iværksætteriet kvæles.

Og når iværksætterlysten dør, er det ikke kun dårligt for væksten. Iværksætteri er nemlig andet og meget mere end en vækstmotor, der skaffer penge til statsmaskineriet.

Iværksætteri er en måde for mennesker at udleve deres drømme og få afløb for deres virkelyst. Når vi indretter vores stat på en måde, som kvæler virkelysten hos borgerne, tager vi noget af det fineste i livet fra dem.

Hvis man mener, at velfærdsstaten er så god, at den er værd at ofre iværksætteriet og borgernes virkelyst for, må man selv om det.

Men man skal ikke prøve at bilde sig selv ind, at Danmark både kan være et iværksætterland og en vildtvoksende velfærds- og regelstat. Og så bør man heller ikke begræde det, hvis iværksætteriet en dag helt dør, og der til sidst ikke er nogen til at betale for statsmaskineriet.

Det vil i så fald kun være en naturlig konsekvens af den måde, man har valgt at indrette samfundet på.

Der er dog stadig mulighed for at rette op og skabe bedre forhold for dansk iværksætteri.

Men det kræver, at vi tør tage et strukturelt opgør med velfærds- og regelstaten, så der bliver skabt plads til, at iværksætteriet kan udfolde sig, og virkelysten kan få lov at trives hos borgerne.

Klumme oprindeligt udgivet på Dontt.dk den 14. oktober 2021.

Læs med her.

Sig fra nu, ellers vil regeringens nye “velfærdslov” dømme os til et socialdemokratisk tusindårsrige

Foto: Thea Wiborg/News Øresund

Regeringen er på vej med en ny lov, der – hvis den bliver vedtaget – vil dømme os til at leve under et socialdemokratiske tusindårsrige.

Socialdemokratiet er så småt i gang med at gøre et af sine største og mest indgribende valgløfter til virkelighed. Og det sker – i hvert fald indtil videre – uden nogen større debat.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede for nyligt et forslag til den såkaldte “velfærdslov”, som blev lovet af Socialdemokratiet tilbage i 2019, men siden er blevet markant forsinket af coronakrisen.

Dette forslag lægger op til, at såvel den nuværende regering som kommende regeringer i Danmark skal bindes til ved lov at afsætte og opkræve flere penge til den offentlige sektor, efterhånden som der bliver flere ældre, børn og andre grupper, som kræver ydelser eller hjælp.

Med andre ord skal den socialdemokratiske velfærdsstat sættes på autopilot, og det vil ifølge Finansministeriets egne beregninger betyde en “automatisk” årlig regning til danskerne på op mod 3 milliarder kroner.

De store udgifter forbundet med regeringens lovforslag er én ting, men mere vigtigt er de principielle problemer forbundet med loven.

Loven er nemlig en del af en politisk tendens, hvor politikerne synes at have fået smag for at regere udover deres regeringstid – altså at tvinge fremtidige politikere til at videreføre egen politik.

Budgetloven, klimaloven, “velfærdsloven” og nu også Dansk Folkepartis ønske om en lignende “indvandringslov” er alle tegn på denne tendens.

De to førstnævnte love er vedtaget, og tvinger fremtidige regeringer til at følge deres indhold. De to sidstnævnte er ikke vedtaget endnu, men kan meget vel blive til virkelighed – og dermed er manøvrerummet for fremtidige regeringer yderligere indskrænket.

Det er det, regeringen ønsker at gøre med deres “velfærdslov”: at binde fremtidige regeringer til at føre socialdemokratisk politik.

Bliver loven til virkelighed, vil fremtidige regeringer være tvunget til at øge de offentlige udgifter år for år og dermed blive ved med at fodre den omsiggribende socialdemokratiske velfærdsstat.

Faktum er nok også, at selv mere blå regeringer ville have svært ved at tage sig sammen til at fjerne loven igen, når den først er vedtaget og implementeret. Sådan er det i reglen: lovgivning er lettere at indføre end at fjerne.

Er man skruppelløs socialdemokrat, lyder “velfærdsloven” sikkert sympatisk. Tænk sig, at man sådan kan sikre, at Socialdemokratiets politik bliver videreført, selv når partiet en dag mister regeringsmagten.

Er man mere fornuftig, kan man godt se det problematiske.

Det er desværre et generelt problem herhjemme, at så godt som ingen tør udfordre den socialdemokratiske velfærdsstat. 

Når det er tilfældet, bliver konsekvensen at vi lukker øjnene for andre, bedre måder at indrette vores samfund på.

Konsensus gør blind.

En så vidtrækkende og indgribende lov som “velfærdsloven” kræver en stor, åben og kritisk debat. Derfor vil Indblik i den kommende tid sætte fokus på loven og inspirere til debat om denne.

Hvis du er varm tilhænger af den socialdemokratiske velfærdsstat, vil du som minimum blive klogere. Hvis du derimod er kritisk og mener, at velfærdsstaten ikke er et mål i sig selv, er det nu, du skal sige fra.

Bliver “velfærdsloven” først vedtaget, er vi de facto dømt til et socialdemokratisk tusindårsrige – og så bliver det først for alvor svært at rette kursen op.

Leder oprindeligt udgivet på Indblik.dk den 21. september 2021.

Læs med her.

Udgivet
Kategoriseret som Ledere

Velkommen til!

Hermed er min nye blog indviet.

Her vil jeg fremover samle ledere og debatindlæg samt updates om ting, som jeg laver. Måske vil en løs strøtanke eller to også finde vej. Det er jo rart med et outlet, hvor man kan skrive frit.

Dagsjournalistik får jeg skrevet for meget af til det kan samles her. Så der må du følge med på Indblik.dk, hvor det hele heldigvis bliver udgivet i en lind strøm.

På gensyn.

Fremhævet opslag

Udgivet
Kategoriseret som Blog